Samtale med litteraturen

På baggrund af mine overvejelser over analysemetode, vil jeg i det følgende give et bud på hvordan en  fortolkende samtale om litteratur i danskundervisningen kan udformes, således at den integrerer nærlæsningen, læserperspektivet og tekstens kontekst - og således  at litteraturens demokratiske dannelsespotentiale udnyttes.

Mit bud på en struktur for en sådan samtale, bygger på inspiration fra Skardhamar, som har udformet den såkaldte Strukturerede samtale (Skardhamar 2001), der primært har nærlæsningen som mål, men som også forsøger at integrere læserperspektivet og sætte teksten ind i en kontekst. Jeg ser dog flere mangler i den strukturerede samtale, som jeg har forsøgt at rette op på i mit bud som jeg kalder  Samtale med litteraturen, idet det både er en samtale mellem mennesker  som inddrager litteraturen, og en samtale hvor litteraturen er samtalepartner. 

Kritik af Skardhamars Strukturerede samtale

Skardhamars samtale udformes (på baggrund af lærerens nærlæsning af teksten) efter følgende tre typer af spørgsmål: 1. Identifikationsspørgsmål, 2. Refleksionsspørgsmål og 3. Overføringsspørgsmål.

Formålet med identifikationsspørgsmålene er at knytte forbindelse mellem tekst og læser (f.eks. Hvad ville du havde gjort?, har du nogensinde set?, hvad ville du synes om at? Etc.) (ibid. s. 94). Det er således ikke spørgsmål, der knytter an til en forståelse af teksten. Jeg ser dem snarere som et udtryk for den tidligere omtalte identitetsdiskurs (jf. afsnittet Det moderne samfund og skolen). De har altså ikke andet formål end at vække elevernes interesse for teksten med udgangspunkt i dem selv. 

Jeg mener, at man kan inddrage læserens oplevelse med teksten på en langt mere kvalificerende måde, og på en måde hvorpå man tager læserens oplevelse af teksten mere seriøst. Derfor mener jeg, at samtalen istedet bør tage udgangspunkt i elevernes umiddelbare oplevelse med og forståelse af teksten. Disse umiddelbare oplevelser med teksten kan så bruges som bud i en nærlæsning af teksten.

Skardhamars refleksionsspørgsmål er netop tænkt som spørgsmål, der kan lede eleverne ind i nærlæsningen af teksten (f.eks. spørgsmål om personer, tid, miljø, fortællerforhold) - alt efter hvad lærerens nærlæsning af teksten har fundet relevant. Jeg mener som sagt, at disse spørgsmål med fordel kunne stilles på baggrund af læserens møde med teksten, således at elevernes umiddelbare oplevelse af teksten undersøges ved at studerere tekstens detaljer. På denne måde får eleverne fornemmelsen af, at man ved at gå til tekstens enkeltdele kan blive klogere på dens helhed. Efter nærlæsning af teksten kan eleverne så tage deres første oplevelse af teksten op til revision og ændre den i kraft af de nye erfaringer, de gennem nærlæsningen har fået med teksten. 

De sidste spørgsmål i Skardhamars strukturerede samtale er såkaldte overføringsspørgsmål, der har til formål at "knytte forbindelse mellem fiktion og virkelighed" (ibid s. 9).

En kategori af spørgsmål, som jeg på baggrund af mit mål med litteraturundervisningen, finder meget relevant. Jeg mener dog, at Skardhamars udformning af disse spørgsmål i høj grad bærer præg af, at Skardhamar har en opfattelse af teksten som autonom i den nykritiske forstand, i det hun ikke benytter disse spørgsmål til at sætte teksten ind i dens egen kontekst, men udelukkende forbinder fiktionen med den virkelighed læseren er en del af. Samtidig fokuserer hun kun på hvad litteraturen kan gøre for den enkelte - og ikke for det fælles. Hun ser altså ikke litteratur som et indlæg i den demokratiske debat, der ikke bare vil røre den enkelte, men som også kan medvirke til at forandre det fælles.

Jeg mener at man med fordel kan stille spørgsmål, der sætter fokus på den kontekst teksten er blevet til i, det være sig tid, sted, forfatter¹ etc. For herigennem at opnå en større forståelse af teksten, som måske igen kunne bidrage til, at eleverne kunne tage deres forståelse af teksten op til revison. Hvis teksten foregår i elevernes egen tid, kan man i fortolkningsfællesskabet diskutere hvilke værdier og samfundsbetingelser der gør sig gældende nu, som kan have haft indflydelse på teksten.

Først herefter overføres fiktionens tema og budskab til læsernes verden, for netop at sætte fokus på, hvordan eleverne kan bruge teksten i deres opfattelse af verden og i deres handling i verden og i fællesskabet.  

Nyt bud: Samtale med litteraturen

På baggrund af min kritik af og mine kommentarer til Skardhamars Strukturerede samtale, vil skabelonen til Samtale med litteraturen komme til at se således ud:

1. del: Fortolkningsfællesskabets første tanker om teksten:  Her spørges til elevernes umiddelbare oplevelse af teksten, F.eks. hvilke tanker satte teksten igang?, hvad gjorde særligt indtryk? etc. og til sidst hvad tror I lige nu teksten handler om? (Buddene på tekstens temaer skrives som hypoteser op på tavlen - "Teksten handler om....")

 2. del: Førstehåndsindtrykket undersøges: Her er der fokus på nærlæsning af teksten. Lærer og elever stiller spørgsmål der fører ind i tekstens delelementer, og som kan underbygge eller afkræfte førstehåndsindtrykket - eller åbne op for helt nye læsninger². Det kan f.eks. være spørgsmål til tekstens opbygning, personer, miljø, fortællerforhold etc. Jf. Steffensens metode de fem spørgsmål.

Herefter revideres førstehåndsindtrykket,  og måske nærmer fortolkningsfællesskabet sig en fælles og mere nuanceret forståelse af teksten - nogle bud kan viskes ud, nogle udbygges og nye skrives op

3. del: Der sættes fokus på tekstens kontekst: Teksten sættes ind i den kontekst den er blevet til i, hvilket samfund, hvilket sted (land, område etc.), forfatterens baggrund etc. - kan det give os nye perspektiver på teksten?

Endnu en gang kan fortolkningen tages op til revision - og ændres, hvis disse spørgsmål har givet fortolkningsfællesskabets nye perspektiver på teksten.

4. del: Sammenfatning fra helhed til del og del til ny helhed: På baggrund af de foregående undersøgelser skal fotolkningsfællesskabet nu forsøge at nærme sig en eller flere fortolkninger, som der kan opnåes enighed om via den demokratiske dialog (ikke uendeligt mange - det skulle nærlæsningen og samtalen i fællesskabet gerne dæmme op for). 

5. del: Teksten forbindes til fortolkningsfællesskabets verden: Nu kan teksten forbindes med vores tid og sættes ind i en demokratisk dialog om de epokale nøgleproblemer³. Hvilket billede tegner teksten af verden, hvordan vil vi forholde os til dette billede og budskab og hvordan kan vi bruge det i vores forståelse af verden. Giver teksten brugbare bud på handleperspektiver, eller kan fortolkningsfælleskabet diskutere sig frem til nogle.  

¹Fokus på forfatteren skal ikke forståes således at man via biografiske undersøgelser kan finde frem til forfatterens fortolkning af teksten. Men derimod som en undersøgelse af, om forfatteren f.eks. har skrevet andre tekster, der kan belyse denne tekst, eller om han er kendt som en forfatter der tilhører en bestemt politisk eller religiøs observans, alt sammen noget, der kan sætte nye perspektiver på teksten.

²Læreren har på baggrund af sin egen analyse forberedt spørgsmål hun finder relevante, men eleverne kan også med fordel udforme spøgsmål, de mener, der kunne være relevante at stille på baggrund af deres første håndsindtryk - efterhånden som eleverne bliver vandt til dissse samtaler, vil de nok også blive mere i stand til selv at formulere de "rigtige" spørgsmål, der leder dem ind i teksten

³ Ikke forstået sålede at eleverne skal intruduceres for begrebet de epokale nøgleproblemer, men det er lærerens opgave at hjælpe eleverne til at forbinde teksten med de problematikker vores samtid rejser