Metode

Syn på samfund, dannelse og fag får betydning for, hvordan og med hvilke potentialer man mener, litteratur kan bidrage i skolen. For at underbygge og undersøge min tese har jeg derfor valgt at disponere min opgave med inspiration fra Carl Aage Larsens didaktikmodel (Hiim og Hippe 2000, s 52). Opgaven er altså struktureret, så den går fra at beskæftige sig med det samfund skolen fungerer i, til at tage fat i den almene didaktik ved at fokusere på skolens dannelsesopgave, for dernæst at diskutere fagdidaktikken og emnedidaktikken for til sidst at forsøge at eksemplificere min tese ved at gå ind i fagets metodik.

I min samfundsanalyse og i min dannelsesforståelse er det henholdsvis Ziehes modernitetsteori, inspireret af den kritiske teori, samt Klafkisk dannelsesteori, der danner  grundlag. Idet disse teoretiske retninger har en pædagogisk målsætning om at fører til selvbestemmelse gennem ansvarlig handlen (Kjerulf og Svendsen, 1987), og således stemmer godt overens med min teses udgangspunkt.

I mit fagdidaktiske afsnit har jeg valgt at sammenligne og diskutere mit fagsyn med det der kommer til udtryk i rapporten Fremtidens danskfag. Årsagen til, at jeg netop har valgt at inddrage Fremtidens danskfag, er, at rapporten er udgivet af undervisningsministeriet og skrevet af en gruppe nedsat af uddannelsesstyrelsen, og at den således må betragtes som et autoritativt bud på, hvordan danskfagets fremtid kommer til at forme sig, - et bud som jeg synes, det er værd at diskutere.

Jeg kunne også have valgt at diskutere det fagsyn, der kommer til udtryk i danskfagets nuværende faghæfte, fælles mål for dansk, men jeg fandt ikke denne mulighed lige så relevant. Det skyldes, at jeg mener faghæftes fagopfattelse er meget bredt formuleret, og at det derved kan favne flere forskellige fagopfattelser, modsat Fremtidens danskfags mere snævre bud,   

I mine emnedidaktiske og metodiske overvejelser, har jeg valgt at gå i diskususion med to fremtrædende litteraturpædagoger, henholdsvis Bo Steffensen der forholder sig til, hvordan man skal og kan læse litteratur, samt Anne-Kari Skardhamar der har et forslag til, hvordan man skal tale med og om litteraturen. Grunden til, at jeg har valgt at diskutere med netop disse to personer skyldes dels, at de begge er meget anvendte i seminariesammenhæng, og derfor danner grundlag for mange lærerstuderendes opfattelse af danskfaget, dels at de begge repræsenterer nogle synspunkter, der ikke stemmer overens med min tese, og som jeg derfor føler mig  nødsaget til at forholde mig til. Andre teoretikere f.eks. Vibeke Hetmar og Lars Handesten kunne ligeledes have belyst min tese.

Jeg mener, at mange former for skønlitteratur kan bidrage til den demokratiske dannelse, det være sig forskellige genrer, tekster med historisk indhold, tekster skrevet for voksne etc. Men for at afgrænse mig, har jeg valgt at analysere to forholdsvis nutidige tekster, der begge er skrevet for børn og unge, og som begge ville kunne læses med elever på overbygningen. De to tekster er valgt, så den ene behandler en samfundskritisk problemstilling, hvorimod den anden beskæftiger sig med eksistentielle emner  Jeg mener dog at kunne vise, at begge tekster er brugbare i en undervisning, der har til formål at bidrage til elevernes demokratiske dannelse.