Indledning

Jeg er af den overbevisning, at en af folkeskolens vigtigste opgaver er at bidrage til elevernes demokratiske dannelse. Dette bør i overensstemmelse med folkeskolelovenafspejles i indholdet i samtlige af skolens fag – også danskfaget.

Derfor er jeg interesseret i, hvilket potentiale danskfaget har i forhold til elevernes demokratiske dannelse. Jeg har i den forbindelse besluttet mig for at fokusere på ét område inden for danskfaget,  som ikke ofte bliver nævnt i forbindelse med udviklingen af elevernes demokratiske dannelse, nemlig litteraturundervisningen. 

Jeg mener at tendensen inden for litteraturpædagogikken går i retning af en øget fokusering på hvordan man skal læse litteratur og ikke i særlig grad hvad eller hvorfor man skal læse.

Når man alligevel fokuserer på, hvorfor man skal læse litteratur, er det ofte med fokus på individets mulighed for at opleve og udvide sin horisont i et mere alment dannende perspektiv.

Jeg mener, at man hermed overser to væsentlige potentialer i litteraturundervisningen. 1) Gennem litteraturen får eleverne mulighed for at få forståelse for og indsigt i individets handlemuligheder i fællesskabet. Og 2) gennem litteraturen møder eleverne en eksistentielt funderet kritik af vores samfund. Hvert værk bidrager med sin stemme og sit synspunkt, der er eksistentielt funderet og reflekteret, men som samtidig er et subjektivt bud ind i koret af stemmer, der forholder sig til verden. Bud som eleverne kan få mulighed for at forholde sig kritisk og diskuterende til.

Jeg vil derfor i min opgave  opstille en tese om  litteraturundervisningens potentiale i forhold til elevernes demokratiske dannelsesproces, som jeg vil forsøge at påvise.