Litterære tilgange

I dette afsnit vil jeg diskutere om man må have et mål med sin litteraturlæsning, eller om litteraturen udelukkende er mål i sig selv. Derudover vil jeg komme ind på, hvilken analyseteori og metode der er mest hensigtsmæssig, når man ønsker at litteraturen skal bidrage til den demokratiske dannelse.

Litteraturen som middel eller mål 

Hvis læseren af en skønlitterær tekst skal have noget nyt ud af teksten, som læseren ikke vidste i forvejen, skal teksten ifølge Bo Steffensen læses "...på dens egne præmisser, for sin egen skyld og inden for sine egne rammer" (Steffensen 2000, s. 185). Hvis man bruger skønlitteraturen som middel  i en undervisning, der har andre mål end teksten selv, (f.eks. et mål om at diskutere verden og dens nøgleproblemer), vil man undervise med og ikke i litteratur - og bruge teksten som dukument frem for værk. Denne undervisning med litteratur vil i følge Bo Steffensen føre til, at man anvender den faktive læseform, (ibid s.191) samtidig vil det betyde, at man bringer teksten "til tavshed på netop de områder, hvor den har sine særlige kvaliteter." (ibid, s. 186)  

For at understøtte denne påstand giver Steffensen flere eksempler på, hvad man som læser ville få ud af en skønlitterær tekst, hvis man læste den faktivt. Hans eksempler er dog, efter min mening, noget uancerede og letkøbte, f.eks. ville en faktiv læser tage hen på Nørregade for at købe brød efter at have læst "Der bor en bager på Nørregade" og tage shorts på når han læste "Det er idag et vejr - et solskinsvejr". Jeg mener, at det er et problem at Steffensen sammenligner sådanne fuldstændige bogstavelige læsninger med læsninger, hvor man bruger teksten i sin forståelse af verden. F.eks. er det ikke det samme at tro at der virkelig bor en bager i Nørregade, som at bruge en skønlitterær tekst der foregår i Kina som et billede på en opfattelse af det kinesiske samfund og kultur¹  - Eller som i mit tilfælde at bruge skønlitterære tekster som stemmer i en diskussion af nøgleproblemer, med målet om at bidrage til elevernes demokratiske dannelse. At opfatte "Det er i dag et vejr - et solskinsvejr" som en handleanvisning om at tage mindre tøj på er heller ikke det samme som muligheden for at bruge skønlitteraturens fiktive personers handlinger som mulige eller umulige bud på handlinger i den virkelige verden. Sådanne former for læsninger, hvor man undersøger, hvad teksten siger til os om vores verden, kræver netop at man benytter sig af den fiktive læseform, hvor man ikke tager teksten bogstaveligt, men undersøger hvilke budskaber der ligger mellem linjerne i indhold og form. Det kræver at eleverne har evnen til at analysere og fortolke tekster.

Hvilken analyse?

Men hvilken metode er det mest hensigtsmæssigt at lære eleverne?

"En metode er en vej mod et mål, målet er større forståelse af teksten, men der er flere veje, der fører til målet" skriver Anne-Kari Skardhamar i sin bog Litteraturundervisning - teori og praksis (Skardhamar 2001, s. 68). Jeg synes dette citat kombineret med Steffensens tanker om at man bør undervise i og ikke med litteratur, meget godt illustrerer, at det der fylder noget i litteraturpædagogikken i øjeblikket er, hvordan man skal læse litteratur og ikke hvorfor man skal læse den. Litteraturen bliver et mål i sig selv. Indimellem kan der da også være mening i at læse god litteratur bare for litteraturens skyld, men jeg mener, at den gode lærer må gøre sig overvejelser over, med hvilket formål hun inddrager en tekst i undervisningen. Er det fordi eleverne skal have en god læseoplevelse? Skal de opleve glæden ved det digterriske sprog? Er der et bestemt emne de er optaget af, som litteraturen kan give dem en ny vinkel på? Er der et særligt forfatterskab, de bør kende? Er der relevante problematikker de vil kunne diskutere på baggrund af litteraturen?

Jeg vil derfor i dette afsnit diskutere, hvilken analyseteori og metode der er mest hensigtsmæssig, når man vil bruge litteraturen i elevernes demokratiske dannelsesproces.

Intention, værk eller læser

Man kan tale om  i hvert fald tre overordnede teoretiske retninger, hvorfra der udspringer flere litterære metoder. Der er intentionsteorier, værkorienterede teorier og læserorienterde teorier (Steffensen, 2000). Jeg vil i det følgende gå nærmere ind i en metode fra hver af de tre teoretiske retninger, og forholde mig til, hvilke fordele og ulemper jeg mener disse metoder har i forhold til mit mål. De tre metoder er ideologikritik, nykritik og reader-response.

Umiddelbart kunne man måske få den tanke, at jeg lægger mig op af 70'ernes ideologikritiske analysemetode, da denne jo også havde fokus på litteratur og samfund. Jeg vil dog mene, at min opfattelse af, hvad man skal lede efter i litteraturen, er det absolut modsatte af det ideologikritikken søgte. Hvor det for idelogikritikken gik ud på at afsløre, hvordan store dele af litteraturen kaster et mytificerende slør over en samfundsmæssig virkelighed, som kun det herskende mindretal har en interesse i at bevare og som læseren bliver forført af (Schou, 2003), er mit ærinde at undersøge hvordan litteraturen kan bidrage med mulige spørgsmål og svar om verdens nøgleproblemer - som læseren kan diskutere med i den demokratiske debat. Hvor ideologikritikken havde mistro til litteraturen og troede den skujlte et forførende budskab, har jeg tiltro til litteraturen og tror den indeholder budskaber, vi kan bruge ind i vores forståelse af verden.

Jeg vil dog tilslutte mig idelogikritikkens tanke om, at det litterære værk ikke er autonomt i den nykritiske forstand. Forstået således at værket er selvgyldigt og uafhængigt af andre love end dem værket selv sætter. Ethvert værk er præget af den tid og den kontekst det er blevet til i. (Schou, 2003) 

Den nykritiske metodes fokus på nærlæsning af teksten, mener jeg derimod er et vigtigt bidrag til en god forståelse af tekster. Nærlæsningen når, via fordybelse i tekstens enkelte dele og i deres indre samhørighed, frem til en forståelse af tekstens helhed. Herved opnås en forståelse af at tekstens form og indhold er indbyrdes afhængige af hinanden. (Fjord Jensen, 1962, s. 132). 

Men nykritikkens forestilling om, at der findes én objektiv og almengyldig tolkning af tekster, er jeg ikke enig i. Derfor vil jeg inddrage Reader-Response metoden, der netop sætter fokus på den  subjektive tolkning af teksten. I følge Stanley Fish, der er fortaler for en ekstrem variant af den læserorienterde tilgang til litteraturen, er der i fortolkningen tale om et møde mellem fortolkende individer snarere end om et møde mellem tekst og læser. Det er således fortolkningsfællesskabet der skaber teksten. (Illum Hansen). Jeg mener, at der er flere positive elementer i denne tilgang til litteraturen, dels som sagt opprioriteringen af læseren som fortolker og dermed tolerancen over for flere mulige læsninger - der skaber grundlag for et flerstemmigt klasserum, dels at fortolkningsfællesskabet får en central betydning i littertaurundervisningen - det stemmer godt overens med min opfattelse af, at den demokratiske dialog om teksterne skal i centrum. Men jeg ser også problemer med denne litterære tilgang, idet den fuldstændig ser bort fra, at teksten indeholder kvaliteter i sig selv, som det er  værd at tage udgangspunkt i når man fortolker, ellers kan der ske det, at litteraturen med Pil Dahlerups ord "...ikke har noget nyt at sige de litteraturfremmede, de møder bare sig selv", (Skardhamar 2001, s.113)  så er vi tilbage til Ziehes poientering af, at eleverne har behov for at få rystet deres visheder og møde det anderledes, det potentiale har litteraturen - og det må ikke drukne i rene subjektive læsninger.  

Tre tilgange samlet i én

Således mener jeg, at en litteraturundervisning med målet om at bidrage til elevernes demokratiske dannelse må gå til litteraturen med en tilgang, der integrerer det værkorienterede og det læserorienterede perspektiv, og hvor hensynet til tekstens kontekst ikke negligeres - men inddrages i læsningen som en væsentlig faktor til forståelsen af teksten. Således må analysen og fortolkningen baseres på en nærlæsning af teksten, læserens oplevelse og tanker om teksten, samt en placering af teksten i dens historiske, samfundsmæssige og sociale kontekst. Fortolkningen af teksten skal finde sted inden for fortolkningsfællesskabets rammer. Afslutningsvis må fortolkningen for at den kan bidrage til den demokratiske dannelse, føre til en demokratisk dialog om, hvilke perspektiver teksten sætter på læserens verden i forhold til de epokale nøgleproblemer og hvilke handlemuligheder teksten eller dialogen om teksten udstikker.

¹Et eksempel Steffensen fremfører som faktiv læsning