Det moderne samfund og skolen

Jeg vil i dette afsnit på baggrund af Thomas Ziehes samfundsanalyse undersøge, hvilke vilkår der gør sig gældende, samt hvilken betydning det har for skolen.

Kulturel frisættelse og ambivalens

Det moderne samfund er ifølge Thomas Ziehe (Ziehe, 1997) kendetegnet ved at værdierne pluraliseres, og at man stiller sig kritisk over for traditioner. Det forlanges at traditioner kan begrundes, og de opfattes som muligheder blandt mange andre. Denne opløsning af værdier og traditioner gør, at en stadig mindre del af tilværelsen forekommer selvfølgelig. Samtidig er det ikke, i samme grad som tidligere, individets kulturelle eller sociale baggrund, der angiver, hvordan man skal handle og forstå sig selv. Individualisering er blevet en institualiseret forventning, og den enkelte er derfor overladt til egne søge- og beslutningsprocesser. Denne udvikling kalder Ziehe "Kulturel frisættelse" - en frisættelse der både indeholder nye muligheder, men også umuligheder - alt det jeg burde kunne, som ikke lykkedes for mig - dette forhold kalder Ziehe ambivalens.

Kravet om refleksivitet bliver under disse samfundsbetingelser øget. Den enkelte skal forholde sig reflektivt til omgivelserne, ens vurderingskriterier er ikke fastlåste. Det der sker er ikke underlagt en generel normativ gyldighed, man reflekterer og tager stilling fra sitaution til situation. Det er ikke kun de ydre omstændigheder, der er underlagt denne refleksivitet, også individets selvrefleksion øges, individet opnår en refleksiv distance til sig selv ved at gennemtænke egne handlinger og valg.  

Individualisering = egocentrisme?

Den kulturelle frisættelse, princippet om beskyttelse af forskelle og den øgede refleksivitet og selvrefleksivitet medfører individualisering. Denne individualisering skal dog, ifølge Ziehe, ikke opfattes som egocentrisme - men som en evne til at reflektere over og tage stilling til fremmedbestemmelser, hvadenten de er ydre eller indre. Individet formår kun at realisere sig selv i gensidig erkendelse af den anden. Det er således en vigtig pointe for Ziehe, at individualisering derfor ikke betyder udelukkelse af fællesskabet - men mulighed for selvstændig beslutningskompetence.   

Skolen er ifølge Ziehe med til at udvikle denne tilnærmelse til egocentrisme, idet der her ses en tendens til en identitetsdiskurs. Forstået således at lærerne forsøger at tilpasse skolen til de unges identitet, således at emner og problemstillinger, der behandles i skolen, hele tiden tager udgangspunkt i de unges identitet og interesser. Ifølge  Ziehe er der behov for diskurser i skolen, der modsiger identitetskursen, fordi eleverne ellers ikke længere vil være åbne og modtagelige over for det nye og fremmede, men derimod lukke sig om sig selv og deres egen identitet - og derved ikke udvikle sig.

Anderledeshed som element i skolen

Ziehe introducerer begrebet decentrering, forstået som at være istand til at lære og erkende forskelligheder således at man ikke opfatter sit selv som en fastlåst identitet, men at denne identitet kan udfordres vha. anderledeshed. Ziehe foreslår i den forbindelse, at lærerene introducerer en grad af anderledeshed i skolen. Den rendyrkede identitetsdiskurs har overset, at der er et produktivt element i anderledeshed, og at det at møde noget, der er anderledes ikke er det samme som at blive fremmedgjort. Ifølge Ziehe må læring idag være at ryste elevernes visheder. Skolen skal være kunstig, være forskellig fra realiteterne og være overraskende.

Jeg mener, at Wolfgang Klafkis bud på en dannelsesteori og didaktik med grundlag i de epokale nøgleproblemer (Klafki 2002) er et godt bud på, hvordan man netop kan ryste elevernes visheder, samtidig med at man danner dem i en demokratisk ånd. Jeg vil derfor i det næste afsnit vurdere, hvordan Klafkis dannelsesforståelse og fokus på de epokale nøgleproblemer kan bidrage til elevernes erkendelse af det fremmede og deres demokratiske dannelse.