Dansk som hva' for et fag?

Forskellige fagopfattelser fører til forskellige opfattelser af, hvorfor og hvordan man skal bruge litteraturen i danskfaget (Steffensen 2000, s. 179).

Jeg vil derfor i dette afsnit gøre det klart hvilken fagopfattelse jeg har, så den kan danne baggrund, når jeg senere vil komme nærmere ind på, hvordan og hvorfor jeg mener, man skal bruge litteraturen. 

Derudover vil jeg vurdere, hvilken fagopfattelse  der kommer til udtryk i rapporten "Fremtidens danskfag" (Gregersen 2003), og vurdere hvad denne fagopfattelse vil betyde for opgavens tese. 

I eller med faget

Noget af det der kan være afgørende for fagopfattelsen er overvejelser over, hvorvidt det er fagets indhold i sig selv, der er centralt, eller om det er den dannelsesmæssige afsmitning, faget kan give, når man beskæftiger sig med det, der er i centrum. Sagt på en anden måde: skal der undervises i eller med faget? (Kyrstein og  Vestergaard 2001)

Mit fagsyn sætter fokus på udvikling af elevernes demokratiske dannelse, med baggrund i Klafkis dannelsesdefinition og nøgleproblemer. Jeg mener således at danskfaget kan bidrage med en lang række danskfaglige kompetencer ind i elevernes demokratiske dannelsesproces, bl.a. kommunikations- og medieanalyse, udvikling af evnen til demokratisk dialog samt, som jeg påstår i den tese, der danner baggrund for denne opgave, mulighed for igennem skønlitteraturen at få forståelse for og indsigt i individets handlemuligheder i fællesskabet¹. Således har jeg en fagopfattelse der sigter mod at undervise med faget.

Videnskabsfag eller undervisningsfag

Dankfaget har ligesom mange andre skolefag en tilknytning til et videnskabsfag, hvorfra det bl.a. henter sit indhold og sine emner. Videnskabsfagene  har været med til at danne basis for vores kultur - og der er nogle der mener, at det er begrundelse nok for at indføre den opvoksende generation i bl.a. disse videnskabsfag. Der har derfor langt op i vores tid været en ret nær tilknytning mellem undervisningsfaget dansk og videnskabsfaget dansk. Svarene på hvilket indhold det var rimeligt at give undervisningsfaget kunne i vid udstrækning hentes hos videnskabsmanden. Danskfagets tilknytning til videnskabsfaget er dog blevet et andet, efterhånden som der er vokset en forståelse frem af, at der er en væsens forskel på den forskningsmæssige interesse i videnskabsfaget og den pædagogiske interesse i undervisningsfaget (Kyrstein og Vestergaard 2001). Men i forbindelse med udannelsesstyrelsens nedsættelse af en arbejdsgruppe, der skulle give et bud på danskfagets fremtid (på alle niveauer i uddannelsessystemet) blev det en videnskabsmand, nemlig professor i dansk sprog Frans Gregersen, der blev udpeget som formand. Jeg synes i en vis udstrækning, at dette har sat sit præg på rapporten.

"Fremtidens danskfag"  

Rapporten "Fremtidens danskfag" sætter fokus på fire såkaldte kulturelle kompetencer; nemlig at tale, at lytte, at læse og at skrive - det er disse kompetencer, der danner kernen i danskfaget. Og som jeg læser "Fremtidens danskfag", er det omkring disse kompetencer alt drejer sig, hvilket betyder, at andre kompetencer danskfaget kan bidrage med bliver uinteressante eller i bedste fald underordnede.

Det gælder bl.a. den demokratiske dannelse her eksemplificeret ved den demokratiske dialog: "Traditionelt (...) opfattes dansk som det fag, hvor den demokratiske samtale overhovedet indøves, det fag hvor dannelsen grundfæstes og befæstes, og selv om det i en vis udstrækning også er sandt (...) kan det i nogen grad bortlede lærer og elevers opmærksomhed fra, hvad der gælder som mål for den samlede uddannelse og hvad det er der er for fagets særlige stof, eller med andre ord: hvori fagets kerne består" (Gregersen 2002, s. 36)

At "Fremtidens danskfag" på denne måde nedtoner de demokratiske kompetencer - og i det hele taget forsøger at beskrive danskfaget som tæt forbundet til videnskabsfagets centrale områder gør, at "Fremtidens danskfag" bliver et godt eksempel på en fagopfattelse, der lægger vægt på at undervise i faget fremfor med faget. Og det er efter min opfattelse et alt for snævert syn på, hvad danskfaget er, kan og skal. F.eks. kan man spørge hvorfor vi skal lære eleverne at læse kritisk, hvis de ikke er i stand til at samtale om det de læser i en demokratisk sammenhæng (Bundsgaard, Forth Coming). 

Jeg forestiller mig, at arbejdet med litteraturen vil få et noget andet indhold og mål, end det opgavens tese har fokus på, hvis det er den fagopfattelse "Fremtidens danskfag" argumenterer for, der vil vinde indpas i skolen fremover.

¹Dette fokus vil blive behandlet mere indgående i resten af opgaven