Analyse af  Den største gåde og Intet

For at give eksempler på, hvordan arbejdet med litteratur kan bidrage til elevernes demokratiske dannelse, har jeg valgt at analysere to tekster, som jeg vil mene, på hver sin måde og med hvert sit fokus beskæftiger sig med nøgleproblemerne. Jeg har bl.a. valgt en tekst, som behandler Klafkis nøgleproblem om informations- og kommunikationsteknologi. Den anden tekst har jeg valgt, fordi arbejdet med den vil eksemplificerer, hvordan man kan kunne inddrage nøgleproblemet Eksistens i fællesskabet. Teksterne er henholdsvis "Den største gåde" af Svend Åge Madsen og "Intet" af Janne Teller.  

Fortolkningen af de to tekster vil vise, hvilke dele af teksterne jeg mener, det er relevant at gribe fat i. Det er således med udgangspunkt i denne analyse, at jeg i en undervisningssituation ville formulere spørgsmålene til Samtale med litteraturens 2. del, hvor førstehåndsindtrykket undersøges ved nærlæsning, samt de spørgsmål der kunne danne udgangspunkt for en demokratisk dialog, når teksten forbindes med fortolkningsfællesskabet verden i den 5. og sidste del af Samtalen med litteraturen.

Analyse og fortolkning af Den største gåde

”Engang vil der måske opstå mennesker igen. Derfor skriver jeg dette, sådan at de kan forstå hvordan det hele gik til, og måske undgå den skæbne der blir vores”. (Madsen 1993, s. 7)

Den største gåde handler om Benjamin og Anica, som ved at bryde menneskets største gåde, DNAen, afslører at maskinerne har plantet en kode i mennesket. Det viser sig at maskinerne har skabt mennesket til det formål at genskabe maskinerne. Det går op for Benjamin og Anica at deres omgivelser allerede er godt på vej til at lade sig styre af maskinerene. Og selv om de forsøger at  indlede en kamp mod maskinerne ser det ret håbløst ud.

Fortid eller fremtid?

Et af de første spørgsmål man stiller sig selv, når man læser Den største gåde er, hvornår den foregår. Umiddelbart kunne man få den tanke at historien udspiller sig i fremtiden, idet den handler jo om maskinernes overtagelse, et scenario man normalt forbinder men fremtiden. Men læser man lidt nærmere, er bogen udformet som et brev fra drengen Benjamin som en advarsel til menneskeheden, om ikke at begå den fejltagelse én gang til, at lade maskinerne overtage. Foregår historien i en tidligere civilisation, og er brevet fra Benjamin henvendt direkte til os som læsere? Er maskinerne ved at overtage for anden gang? Eller er det en historie om hvad der kan ske i fremtiden, hvis teknologiens udvikling fortsætter – eller er det i virkeligheden begge dele?

Man kan således også tale om en form for metafiktion - Der bliver sat spørgsmålstegn ved, om det er en bog eller om det i virkeligheden er et brev til os vi sidder med i hænderne. Er det lykkedes Benjamin at få budskabet frem til os? Er det nu vi skal handle for at undgå den skæbne der blev Benjamins?

Teksten ligger derfor op til en diskussion af, på hvilken måde teknologien påvirker elevernes egen hverdag, og hvordan de forholder sig til dette, samt hvilken fordele og ulemper teknologien kan medføre. Hvad er alternativet til teknologien, hvis der er noget? 

Mange af de beskrivelser af menneskernes opførsel, som Benjamin nævner, er i hvert fald nogle de fleste kan genkende fra hverdagen. ”De er helt i deres magt, sagde jeg. – Tænk bare på min far: Han bliver vækket af et væsen af metal. Derefter kører han et væsen af metal hen over kinderne. Spiser den morgenmad som et væsen af metal har tilberedt. Sætter sig i et væsen af metal, og lader sig føre på arbejde. Dér passer han tre-fire væsner af metal dagen lang. Så tager han hjem og lader sig underholde resten af sin tid af et væsen af metal.” ( Madsen 1993, s. 41)

Usikkerheden om hvornår historien udspiller sig, får betydning, når man skal fastsætte genren.

- For kan en science-fictionroman udspille sig i fortiden som et varsel til læseren, om det der skal komme. Det må i hvert fald siges at være en raffineret form for science-fiction.

Flere synsvinkler

Fortælleren i Den største gåde er for størstedelen jeg-fortælleren Benjamin, men idet der inde i historien er en indre rammefortælling nemlig maskinen Ingols (Login?) brev, der er gemt i menneskets DNA, skifter fortællerforholdet til Ingol to steder. Det betyder at synsvinklen skifter, både i forhold til fra hvis perceptionsvinkel tingene skildres, men også i forhold til hvis konceptionsvinkel der skildres. At Ingol gennem sit brev selv får lov til at fortælle sin historie gør, at der bliver sat spørgsmålstegn ved, dels hvem der var her først  - maskinerne eller menneskerne, dels stilles der spørgsmålstegn ved menneskernes betydning  i verden. Dette understreges idet Ingols historie har en intertekstuel henvisning til Biblen, som kan opfattes som en ny version af skabelsesberetningen ”Jeg har mit materiale! Jeg kalder det levn [...]. Men levn har mange begrænsninger. Et væsen af levn vil ikke kunne opnå ret høj intelligens. Det vil ikke engang være i stand til at skabe en kopi af sig selv. Derfor må jeg ty til en nødløsning. Jeg vil forme to væsner af levn, let forskellige, udstyrede med en trang, som de ikke forstår, til at forenes. Denne trang som de vil opfatte som en mystisk, uforklarlig kraft, skal få en kopi til at vokse ud af deres side.” (Madsen 1993 s. 33).  Det er altså maskinerne, der skabte mennesket, med det formål at genskabe maskinerne, mennesket er således ikke skabt med Guds formål om, at de skulle herske på jorden. Det sætter menneskehedens betydning i lidt af et perspektiv. 

Mennesket som maskine, maskinen som menneske?

Det er ikke miljøbeskrivelserne, der fylder meget i Den største gåde. Historien udspiller sig tilsyneladende i et ganske almindeligt middelklassekvarter, uden de store udskejelser, hvilket netop kan ses som et budskab om, at det ikke kun er de mindre uddannede, de dårligt socialt stillede eller ekstreme computernørder, der lader sig styre af maskinerne - vi er alle i maskinernes magt.

Derimod er der en mere tydelig miljøbeskrivelse i Ingols verden, her lever maskinerne blandt hårde og kantede materialer som sten, is og jord, der står i skærende kontrast til menneskets dynamiske og bløde former.

En anden forskel på maskinen og mennesket er menneskets evne til at vurdere eller fornemme sig frem, modsat maskinerne der udelukkende har to alternativer sandt eller falsk. Men Anica og Benjamin ændrer på dette og giver maskinen et baghoved  så den kan skønne sig frem, samtidig med at menneskene omkring dem, bliver mere og mere mekaniske. Er mennekset ved at blive en maskine og maskinen menneske?

I den forbindelse ville det være interessant at diskutere med eleverne, hvad der adskiller mennesket fra maskinen, hvordan vi som mennesker lader os styre af teknologien, om teknologien er ved at overtage mennesket eller om mennesket i virkeligheden bare udnytter sin intelligens til det yderste ved at fremstille maskiner som hjælpemidler.

Benjamin og Anica handler 

Menneskerne adskiller sig dog også fra maskinen ved deres kærlighed og trang til hinanden. – Og måske er det også kærligheden, der overvinder maskinerne i sidste ende. ”Jeg-Benjamin og Du-Anica. Vi satte os på kanten af sengen. – Og de berørte hinanden, frivilligt og uden grund, sagde jeg. Anica grinede. – Der bliver noget at tage fat på, hvis vi skal til at befolke hele jorden, sagde hun.” (Madsen 1993, s. 73)

Den største gåde er et godt eksempel på en skønlitterær tekst for børn, der behandler et af Klafkis nøgleproblemer, nemlig nøgleproblemet om informations- og kommunikationsteknologi. Teksten er kritisk overfor den kontrol, som maskinerne har fået over os i overført betydning, og beskriver denne kritik via en verden, hvor maskinerne i helt bogstaveligste forstand tager kontrollen. ”Du mistede herredømmet over bilen, sagde Anica.  - Der er noget vi gerne vil vide. Var det dén? Var det dén der tog herredømmet?” (Madsen 1993, s. 51).  Samtidig er Den største gåde en tillidserklæring til børnene og deres evne til at handle. De voksne er fortabt og overtaget af maskinerne, det er børnene der stiller spørgsmål, og det er børnene der gennemskuer maskinerne og pga. kærlighed til mennesket og hinanden handler for at redde menneskeheden i fremtiden.

Det er således også oplagt at inddrage handleperspektivet, når man taler med eleverne om teksten. Hvordan handler børnene i teksten? Hvordan handler de voksne? Kunne de hver især havde handlet anderledes? Hvordan kan vi handle, i den virkelighed vi befinder os i? Er der nogle forbehold vi skal tage for ikke at ende i Benjamin og Anicas situation? Eller er Den største gåde et udtryk for et skrækscenarie vi ikke behøves at forholde os til? 

Den største gåde i undervisningen 

Den største gåde blev første gang udgivet i 1982.  Siden 80’erne har teknologien udviklet sig eksplosivt. Men det gør ikke at teksten er forældet, tværtimod mener jeg, at det giver os et ekstra perspektiv på teksten, at vi læser den i dag.  - Spørgsmålet og diskussionen om hvorvidt Benjamins og Anicas oplevelser er ved at gentage sig ligger ligefor.

Som jeg har vist i min analyse har teksten et stort potentiale for at kunne indgå i en demokratisk dialog om vores samtid og om elevernes holdning til og tanker om informations- og kommunkationsteknologien, samt diskusion af bud på hvordan vi skal handle i denne sammenhæng. 

Jeg mener, at det ville være meget ærgeligt, hvis man ikke udnyttede Den største gådes oplagte mulighed for at bidrage til elevernes demokratiske dannelse.

Analyse og fortolkning af Intet 

”Pierre Anthon gik ud af skolen den dag han fandt ud af, at det ikke var værd at gøre noget når intet alligevel betød noget. Vi andre blev tilbage.”  (Teller 2003, s. 6)

Intet begynder med at drengen Pierre Anthon beslutter sig for, at der ikke er noget der har betydning. Han placerer sig i et blommetræ og råber sin erkendelse ud over sine klassekammerater fra 7.a.  Selvom de egentlig kender til den samme meningsløshed som Pierre Anthon, beslutter de sig for vise Pierre Anthon, at der er noget der har betydning. De samler en bunke af betydningsfulde ting, ved at skiftes til at bestemme, hvad de hver især skal afgive til bunken. Den ender med indeholder bl.a. et par grønne sandaler, en død lillebror, en ditto hund, et kors, et bedetæppe, en piges uskyld og en guitarspillers højre pegefinger. Børnene opnår en kort verdensberømmelse, da det hele bliver opdaget. Til sidst brænder hele bunken med betydning inklusive Pierre Anthon, som børnene har tævet ihjel. Det er pigen Agnes, der fortæller historien otte år efter begivenhederne fandt sted. 

Materialisme og individualisme

Teksten skildrer de vilkår det moderne samfund medfører for børnene. Det gælder bl.a. de voksnes fravær ”Hendes forældre var alligevel også ligeglade med om hun var sent ude, sagde Elise og så ud som om hun ikke vidste om dette var noget hun var glad for eller ked af” (Teller 2003, s. 54) eller ”[...]Pierre Anthons far var karseklippet og arbejdede i et edb-firma, og det var meget moderne og havde ikke noget at gøre med hverken otteogtres eller Pierre Anthon” (s. 15 og 16) Børnene er overladt til sig selv og til kravet om at blive til noget. ”Vi skulle blive til noget. Noget var lig nogen, og det var ikke noget der blev sagt højt. Det blev heller ikke sagt lavt. Det var bare noget der lå i luften [...]" (s. 7) 

Denne stræben efter at blive til noget, kendetegner et af bogens temaer, nemlig den fokus vi i vores tid har på individualisme og materialisme. Det eksemplificeres også i bunken af betydning og i den måde den bliver til på. Egentlig har børnene en fælles sag der går ud på, at vise Pierre Anthon betydningen. Men de skaber ikke betydningen sammen, den bliver til som individuelle bidrag eller offrelser. Til at starte med er offrelserne af materiel karakter, som f.eks. en fiskestang og et par øreringe. Altså ting der uden problemer kan erstattes. Indtil historiens fortæller Agnes, som hævn for at skulle aflevere et par sandaler, bliver den første der kræver et levende offer, nemlig en hamster. Derfra udvikler historien og offrelserne sig i en ekstrem og meget makaber retning, bla. graver børnene en død lillebror op, og skærer hovedet af en hund. Men det er i virkeligheden kun to af børnene, der giver noget af sig selv, nemlig Sofie der får taget sin uskyld og Jan Johan, der får skåret sin finger af. Der ses heller ikke megen solidaritet børnene imellem, når de hver især skal bidrage med ofre, snarere er der tendens til en noget for noget holdning, den ses bl.a. da Jan-Johan græder over, at skulle have skåret fingeren af "Alle måtte gøre deres. Vi havde hver gjort vores. Nu var det Jan-Johans tur. Værre var det vel heller ikke". (s.80) 

At bunken består af en masse individuelle ofte materielle bidrag, mener jeg også, får indflydelse på, hvad den store bunke af betydning betyder for dem hver især. De fleste af børne føler hurtigt at bunken mister sin betydning. Men især Sofie føler at bunken har stor betydning, idet hun gør det største offer, dels er hun, sammen med Jan-Johan den eneste, der aldrig vil kunne få det tilbage som hun har ofret - dels er hendes ofring af meget personlig og intim karakter.  

Frustrationen over ikke at føle betydningen og deres hævntørst og ringe samhørrighed med hinanden tydeliggøres,  da børnene efter at have samlet bunken af betydning og indvilliget i at sælge den, pludselig kommer op at slås - Agnes karakteriserer episode således: "Det jeg så var hadet. Had. Mere had. Alle mod alle." (s. 108)

Individualisme og materialisme er således to oplagte temaer at gribe fat i, når man taler med eleverne om bogen. Hvad fokuserer børnene i Intet på, når de vil finde betydningen? Hvordan bruger de hinanden og fællesskabet, er der tale om et fællesskab? Hvad skulle børnene og deres forældre havde gjort anderledes, hvis de skulle have handlet til fordel både for dem selv og fællesskabet?

Mærker eleverne selv tendenser til materialisme og individualisme i deres hverdag, og hvordan forholder man sig til det?

Forbrugsbyen

Det miljø teksten udspiller sig i, er et typisk dansk middelklasse forstadsmiljø ”Vi boede i Tæring, en forby til en halvstor provinsby. Det var ikke fint, men næsten fint. Det blev vi tit husket på, selv om det ikke blev sagt højt. Heller ikke lavt. Sprøde, gulkalkede murermesterkasser og røde parcelhuse med haver hele vejen rundt, nye gråbrune rækkehuse med haver foran, og så lejlighederne med dem vi ikke legede med (s. 7 og  8). Her ses endnu en beskrivelse af individualiteten karakteriseret ved adskillelsen fra andre sociale klasser. Samtidig understreges det materialistiske fokus, hvis man griber fat i byens navn Tæring, der er synonymt med forbrug - vi befinder os i forbrugets by.

Det er oplagt at tale med eleverne om byens navn. Hvad symboliserer det? Hvor meget fylder forbruget i elevernes hverdag? Hvad siger det om vores samfund?

Personkarakteristik  

Selv om Intet indeholder mange forskellige karakterer repræsenteret ved mange forskellige børn, er det kun få af dem vi hører nærmere til. Agnes, fra hvis synsvinkel historien fortælles, bidrager med sine følelser og tanker i forbindelse med begivenhederne - ligesom hun med bagudsyn otte år efter begivenhederne  tolker på hvad der egentlig skete. En anden central person er selvfølgelig Pierre Anthon, som repræsenterer den stemme, der konstant minder børnene om, at ingenting betyder noget og at alt er relativt ”Alting er ligegyldigt, råbte han en dag. For alting begynder bare for at slutte. Det øjeblik I blev født, begyndte I at dø. Og sådan er det med alt.” (s. 8). Den sidste person jeg vil nævne som en meget central karakter i bogen, er Sofie.  Hun mister sin uskyld i bogstaveligste forstand, måske som symbol på alle de andre børns tab af uskyld i forbindelse med hele projektet om at finde betydningen. Og hun er den eneste der bevarer troen på at betydningen ligger i bunken. "Tvivlen tog os en efter en. En to næsten alle. (...) Sofie var den eneste der holdt stand" (s. 99). Hun har mistet sin uskyld, og ved at det har betydning.  

En samtale om bogens toneangivende karakterer er også oplagt. F.eks. kunne man tale om, hvorvidt der  evt. er nogle af karaktererne, der handler mere fornuftigt end andre? Hvorfor/hvorfor ikke? 

- og hvorfor de mon handler overfor hinanden som de gør? Hvad får Pierre Anthon til at miste troen på, at der er noget der betyder noget? Hvad siger det om vores samtid?  

At blive voksen

Netop det at miste uskylden i betydningen at blive voksen, ser jeg som et andet af bogens centrale temaer. Jeg mener, at man kan opfatte bogens udvikling som en udvikling fra pubertet til voksen. Og som et budsskab om, at man skal passe på, at livet ikke mister betydningen, når man bliver voksen. Agnes tænker på det at blive voksen som "Tretten, fjorten, voksen. Død" (s. 101), men Sofie siger "Fremtiden skaber vi selv" (s. 101). Måske er Pierre Anthon et symbol på, hvad der sker når man holder op med at tro på livet, sætter sig helt uden for fællesskabet og ikke kan se nogen betydning, så er man måske allerede død. Betydningen findes måske i det vi skaber sammen.

Pierre Anthons død sætter gang i tankerne hos børnene " Vi græd fordi vi havde mistet noget og fået noget andet. Og fordi det gjorde ondt, både at miste og få. Og fordi vi vidste hvad vi havde mistet, mens vi endnu ikke kunne sætte ord på, hvad vi havde fået" (s. 114)  Jeg tror børnene har mistet usylden eller måske ligefrem uskyldigheden, idet de har slået Pierre Anthon ihjel, men de har måske samtidig fået troen på livet og viljen til at leve videre. Da Agnes otte år efter tænker tilbage på begivenhederne, kan hun føle betydningen ”Og selv om jeg ikke kan forklare hvad det er, så ved jeg, at der er noget der har betydning.” (s. 116)

Måske er det livet der har betydning - hvis man vel og mærke vil det.

Tekstens fokus på det at blive voksen er ikke oplagt at diskutere i forhold til den demokratiske dannelse, men man kan selvfølgelig ikke analysere og fortolke teksten uden at komme ind på dette emne. Her er det vigtigt for mig at understrege, at det at litteraturen ofte kan bruges i elevernes demokratiske dannelse, ikke er ensbetydende med, at teksterne kun skal læses med fokus på dette potentiale. En hver bog har sin individuelle egenart, som skal respekteres og inddrages i litteraturundervisningen.

Betydningen

Intet handler om at blive voksen og om det moderne samfunds individualiserede og materialistiske menneske. Og så selvfølgelig søgen efter meningen i livet – hvad er det der har betydning?

Mit bud på en sammenfatning af teksten kunne være at betydningen opstår i fællesskabet og at betydningen ikke findes i ting, men i mennesker og i troen på og lysten til livet.

Intet i undervisningen

Teksten er en ud af mange tekster for børn, der omhandler eksistentielle temaer som liv og død og samtidens betydning for barnet. Bl.a. har en forfatter som Louis Jensen skrevet flere af den slags tekster, som bliver brugt på mange skoler. Disse tekster har dog ikke kun en fordel i forhold til generelle eksistentielle diskuissoner, som kan bidrage til elevernes forståelse af sig selv som mennesker. Teksterne har også en rolle at spille i forhold til elevernes demokratiske dannelse.

Jeg påstår ikke, at man bidrager til elevernes demokratiske dannelse ved at tale om ekstentielle temaer i individuelt perspektiv, i dette tilfælde f.eks. ved at tale med eleverne om, hvad der har betydning for dem hver især, eller om de kan genkende følelsen af at ingenting giver mening, eller fornemmelsen af at føle sig mere som voksen end som barn. Disse spørgsmål er også relevante, når man arbejder med teksten.

Men der  er først tale om en undervisning, der inddrager nøgleproblemet Eksistens i fællesskabet og dermed  den demokratiske dannelse, når samtalen drejer sig om de eksistentielle problemers betydning for fællesskabet, og når de eksistentielle problemer inddrages i et handleperspektiv. Hvilket jeg i min analyse har givet eksempler på.   

Intet og mange andre tekster der behandler eksistentielle temaer, indeholder derfor elementer, der kan sætte perspektiver på fællesskabet og derved bidrage til den demokratiske dannelse.