Almen dannelse og epokale nøgleproblemer

Jeg vil i dette afsnit, på baggrund af Klafkis definition af almen dannelse og epokale nøgleproblemer, forsøge at nærme mig hvilken dannelsesopgave jeg mener, at skolen bør have i lyset af de betingelser, der gør sig gældende i det moderne samfund som Ziehe beskriver.

Almen dannelse som demokratisk dannelse? 

Jeg har indtil nu,  når jeg i min opgave har omtalt skolens dannelsesdimension, brugt begrebet demokratisk dannelse, forstået som den form for dannelse der udvikler elevernes evne til at træffe kritisk reflekterede valg, elevernes respekt for andre mennesker og for fællesskabet, samt deres evne til at handle i demokratiet. Jeg har derimod opfattet den såkaldte almene dannelse (som den bl.a. kendes fra gymnasieskolen), som en helt anden nærmest modsat form for dannelse. En dannelse der lægger vægt på det finkulturelle, på det nationale, samt en dannelse der er forbeholdt de få.

I "Dannelsesteori og didaktik- nye studier" (Klafki 2002) gør Klafki, ved en gennemgang af dannelsesbegrebets historie,  op med denne forståelse af almendannelsesbegrebet. Almen dannelsesbegrebet blev for første gang udfoldet i perioden 1717-1830 af bl.a. Schiller, Schleiermacher, Goethe m.fl. Perioden var dannelsesbegrebets storhedstid, mens den tid der kom efter i følge Klafki, var en forfaldstid for dannelsesbegrebet. Dannelse var i storhedstiden et kritisk -progressivt begreb udfoldet som evne til fornuftig selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritetesevne. Almen dannelse skulle forstås som dannelse for alle. 

Således startede bebrebet altså som et begreb der på flere punkter stemmer overens med det jeg kalder demokratisk dannelse.

Først i begrebets såkaldte forfaldsperiode, der ifølge Klafki begyndte i midten af 1800-tallet, skete en ændring af forståelsen af begrebet så de samfundspolitiske elementer blev udskilt til fordel for en upolitisk opfattelse af, hvad dannelse er, dannelse blev de velhavenes privilegium altså dannelse for de få, og dannelse blev en omfangsrig kanon med et fastlåst indhold uden individualiseringsmuligheder.

Dannelsesbegrebet til revision

Klafki mener, at det oprindelige dannelsesbegreb skal nytænkes i lyset af de ændrede samfundsbetingelser og fremtidige udviklingsmuligheder. Jeg vil her gennemgå de af hans pointer som belyser hvad dannelsens indhold bør være.

Dannelsens indhold: epokale nøgleproblemer 

Ifølge Klafki er kanon hidtil blevet opfattet som en række obligatoriske kulturelementer, der har opnået den position at være udtryk  for klassiske præstationer, og som derfor opfattes som kernen i almen dannelsen. Klafki mener derimod, at almendannelse bør være lig med at få en bevidsthed om centrale problemstillinger i samtiden og den nærmeste fremtid og at opnå den indsigt, at alle er medansvarlige for sådanne problemstillinger, og at opnå en villighed til at medvirke til disse problemers løsning. Klafki foreslår derfor at kernen i almen dannelsen i stedet skal koncentreres om epokale nøgleproblemer. Han foreslår at det er: Fred (indsigt i makropolitiske, sociologiske, individuelle og gruppe- og massepsykologiske årsager til konflikter og evner til at handle og træffe fredelige beslutninger), miljø (indsigt i (årsager til) miljøproblemer, evne til at handle hensigtsmæssigt, nødvendighed af permanent demokratisk kontrol), samfundsskabt ulighed (klasse, køn, race, handicap osv.), informations- og kommunikationsteknologi (fordi de rummer farer og muligheder, fordi de unge skal kende til betydninger af forskellige kommunikationsformer, så de kan forholde sig kritiske og forstå mediers påvirkning af mennesker og de sociale konsekvenser), og endelig jeg/du-forhold (erfaring med kærlighed, den menneskelige seksualitet, forholdet mellem køn, spændningsfelt mellem individuel krav på lykke, medmenneskeligt ansvar og anerkendelse af et andet menneske). (Klafki 2002)

Jeg mener, at arbejdet med de epokale nøgleproblemer kan medvirke til med Ziehes ord "at ryste elevernes visheder".

Nyt nøgleproblem: Eksistens i fællesskabet

Jeg vil her på baggrund af Ziehes analyse af det moderne samfund, som kendetegnet bl.a. ved en høj grad af individualisering, foreslå endnu et nøgleproblem, som jeg vil kalde Eksistens i fællesskabet. Fordi det netop er en vigtig problemstilling i vores samtid, hvordan  vi undgår at blive os selv nok (jf. Ziehes tilnærmelse til egocentrisme) og ikke sætter os uden for fællesskabet, men er en aktiv del af det. En af Ziehes pointer er, at man i det moderne samfund ikke tilhører noget givet fællesskab, man vælger selv, og kan tilhøre mange former for fællesskaber - som man skal lære at begå sig i.  Samtidig beskriver han den værdipluralisme, der også kendetegner vores samfund. Netop derfor mener jeg, at der er behov for, at vi lærer at indgå i fællesskabet eller fællesskaberne med vores egen værdier og med respekt for de andres værdier - men uden at der opstår værdirelativisme. For hvis man ikke er åben over for den anden og derfor aldrig møder et alternativ til sin egen forståelse af og holdning til verden, bliver man ikke udfordret, men fastlåst i sin egen identitet. Det er dialektikken i menneskets møde med den anden, der skal diskuteres og tydeligøres i dette nøgleproblem. Vi påvirker gensidigt hinanden, og vi udvikler os først  i samværet og mødet med den anden. Det er her det demokratikse aspekt af nøgleproblemet Eksistens i fællesskabet bliver tydeligt. I den demokratiske dialog kan vi mødes i fællesskabet med hver vores værdisæt og blive enige om, eller i hvert fald diskutere, nogle fælles regler, værdier og normer for fællesskabet. Således bliver vi i stand til at forholde os til og være medskaber af fællesskabet. På den måde er eksistentielle problemstillinger ikke bare et indivduelt anliggende, men derimod et demokratisk anliggende for fællesskabet. Samtidig sætter dette nøgleproblem også fokus på de kulturmøder globaliseringen medfører, samt hvordan man forholder sig til disse på demokratisk vis.

Nøgleproblemerne som litteraturens indholdsdimension 

Jeg mener at Klafkis nye  almendannelses koncept ligger godt i tråd med min definition af demokratisk dannelse, samt med det dannelsessyn der præsenteres i folkeskolelovens formålsparagraf. De epokale nøgleproblemer, er efter min overbevisning et godt bud på indholdsdimensionen i denne dannelsesforståelse. Samtidig sætter de et nyt perspektiv på opgavens tese, idet nøgleproblemerne bliver det indhold litteraturen skal have, for at den kan bruges som bidrag til den demokratiske dannelse. Det er således ikke alt litteratur, der kan bidrage til den demokratiske dannelse.